- ja, det er så Mikkel Lodahls hjemmeside

Blog

Brug jeres tid

I dag – faktisk i nærmest samme øjeblik som jeg slår det her op, går jeg på barsel indtil midten af januar. Inden da kastede jeg mig over intro-forløbet for de nye studerende på Dania i Grenå.

Tidligere på ugen spurgte jeg dem, hvad der var deres yndlingsspil og det første spil de spillede (nogle sagde endda Bubble Bobble!). Så til i dag fandt jeg screenshots frem af dem og lavede en video, jeg viste dem med billederne. Mens den loopede i baggrunden holdt jeg bagefter denne her tale for dem. Den har pointer, der kan være gode at huske i det hele taget, også hvis man ikke lige er nyopstartet studerende.

”Spil er, hvis de er lavet ordentligt, ikke svære at spille. Men de er svære at lave og de er svære at få lavet.

Som der står i denne her bog, som I jo alle kender, så er noget af det sværeste at forstå omkring spil, at de er bygget på noget, der ikke er der.

Hvis man laver en film, kan man filme et set. Hvis man laver teater er det i en teatersal. Hvis du laver traditionel software, ligner det noget i virkeligheden. Hvis du bygger en stol eller et bord eller noget andet, er det virkelige ting, du kan tage fat i og manipulere med, du sætter sammen.

Ikke med spil.

Fra idé til eksekvering til live ops til nedlukning er spil kun noget, der eksisterer, fordi vi bliver ved med at skabe dem.

Designerne laver reglerne. UX’erne formidler dem. Programmørerne skriver koden. Grafikerne laver grafikken. Lyddesignerne laver lydbilledet.

Og spillerne spiller spillet.

At lave spil er en praksis. Den er kontinuerlig og den kræver dedikation.

Det er ikke let det her, men det er interessant.

Hvorfor er I her? Fordi I vil studere. Men der er mange ting, man kan studere. Man kan blive læge eller advokat. Man kan blive IT-udvikler inden for produktivitetssoftware, hvis det endelig skulle være. Hvorfor studerer I her og det her?

At studere er tid. Tid til at beskæftige sig med det, man synes er det mest interessante i verden. Dygtiggøre sig inden for det. Vi er i Danmark, der – stadigvæk – mener, at det er værd, at I får tid til det. Når I modtager SU, vil mange gerne have jer til at tænke, at det er ligesom løn. At I får pengene for at ”gå på arbejde”. Hvis det var rigtigt, burde I droppe ud straks. Det er ikke en løn, I burde acceptere for 37 timers arbejde. Nej, I får ikke løn, men tid. Tid til at drømme og blive dygtige.  

Brug den tid. Brug den selvfølgelig på det, vi sætter jer til – for der er en grund til, at vi giver jer de opgaver, vi giver jer – men brug den også på andet. De fleste af jer er unge; alle af jer har valgt at udvikle jer i stedet for at blive hvor I var. Find jer selv. På studiet og uden for studiet. Der er ikke mange huller tilbage. Ikke mange steder, hvor man må være til, trække vejret og tænke. Eller hvor man kan blive bedre og ikke bare skal levere. Det at studere er sådan et sted. Måske det sidste i lang tid. Brug det.

Her bag mig kører screenshots af jeres første spil og jeres yndlingsspil. Hvorfor kunne I lide dem? Hvad var det i jer, der gjorde, I kunne lide dem? Hvad var det i dem? Hvorfor kan vi lide noget? Og hvordan kan vi lave noget, andre kan lide? Hvordan kan vi skabe glæde, forståelse og rum til tænke?

Det er nemlig det spil kan og derfor, de er vigtige. Spil er verdener, hvor vi kan afprøve historier, løse problemer, forstå virkeligheden og samtidig holde den nede. Spil kan vise os veje, vi ikke vidste, vi havde brug for. De kan få os til at le og græde, og give anledning til livslange venskaber, fællesskaber og læring.

En af de ting, man kan lære gennem spil, er hvordan programmer i det hele taget fungerer. Hvordan de modellerer, faciliterer og former verden. Uanset om I vil eller ender med at lave spil, eller om I arbejder med traditionel, produktiv software, så er det digitale en uomgængelig og verdensdefinerende ting i vores kultur. Hvordan mennesker bruger software – fra Crash Bandicoot til Microsoft Word – definerer hvordan deres verden virker. Så hvordan den software er indrettet former verden. Og det er jer der former den software.

Fordi spil er vigtige, fordi software er vigtigt, synes vi her også, at I er vigtige. For I vil dedikere jer til softwaren. Til at skabe den og holde den i live. Til at forme verden for andre, hvad enten der er for at give rum til deres fantasi og drømme, eller for at de kan skrive sætninger eller logge ind på en hjemmeside.

Tak. Tak fordi I vil bruge jeres tid på det. Vi håber, vi kan hjælpe jer med at bruge den fornuftigt.”