- ja, det er så Mikkel Lodahls hjemmeside

Blog

Ni Liv Som Bob Dylan

Dette essay blev skrevet til og læst op i et afsnit af podcasten Øl og Ævl

1: Præ-Dylan 1941 – 1959

Bob Dylan blev født i 1941 i Duluth, Minnesota og voksede op i Hibbing. Og han havde en lykkelig barndom. Og han spillede i rock-bands. Og han så en masse film i sin families biograf. Og han beskrev sin livsambition som ”to join Little Richard”.

2: Folk-Dylan 1959 – 1964

Bob Dylan opdagede folk-musikken i 1959. Og han begyndte at kalde sig Bob Dylan. Og han læste Woody Guthries selvbiografi. Og han ville være Woody Guthrie. Og han ville være gammel. Og han var allerede gammel. Og han var allerede ung. Og han tog til New York for at møde Woody Guthrie. Og Bob Dylan spillede med Odetta og John Lee Hooker og Carolyn Hester og fik en manager og indspillede en ikke særlig god debutplade. Og Bob Dylan lavede pladen The Freewhelin’ Bob Dylan, som Tom Wilson og John Hammond producerede. Og Bob Dylan skrev og indspillede tre plader. Og Bob Dylan definerede protestsangen og folk-musikken. Og han mødte Sara Lownds,

3: Kviksølvs-Dylan 1965 – 1966

Bob Dylan gik elektrisk i 1965 med pladen Bringing it All Back Home, som Tom Wilson producerede. Og Bob Dylan vendte hjem til rock-musikken, men var blevet klogere af folk-musikken. Og Bob Dylan gik efter ”en tynd lyd af kviksølv”. Og Bob Dylan indspillede guddommelige plader, som Tom Wilson og Bob Johnston producerede og alle ville have Bob Dylans mening om alting og alle stillede ham spørgsmål om alting og alle mente han var Messias og alle var vrede, da han spillede elektrisk rock på Newport Folk festival og han ville gerne danse med dig, men hans hænder er i brand og han blev gift med Sara Lownds og og de fik deres første barn, Jesse, og han adopterede Saras barn Maria og Bob Dylan turnerede med The Band og blev buhet af og blev kaldt Judas og Bob Dylan kørte galt på en motorcykel og han døde næsten.

4: Hjemmegående Dylan 1967 – 1974

Bob Dylan trak sig tilbage fra verden for at han kunne overleve i 1967. Og han indspillede rare, mystiske, varme sange om familie og kærlighed og mad og fester. Og han lavede musik i en kælder med The Band. Og han spillede gamle sange, som andre havde glemt. Og han og Sara fik tre børn mere – Anna, Samuel og Jakob. Og han var med i en film om Billy the Kid, hvor han hedder Alias – Alias hvem? Alias hvem end du vil! – og han lavede musikken til den. Og Bob Dylan var ikke på turné.

5: Episke Dylan 1974 – 1978

Bob Dylan tog på turné igen i 1974. Og hans og Saras ægteskab gik i opløsning. Og han skrev sange om Sara og sange til Sara og han inviterede Sara med ud på hans seneste turné. Men Bob Dylan udgav sangene og Bob Dylan ville lave en film med Sara hvor Bob Dylans elskerinder også var med og det skulle være en blanding af sandhed og løgn og det var mere blanding end ægteskabet kunne klare. Og Bob Dylans liv var en tragedie og Bob Dylans sange blev større og større for at rumme tanken om en tragedie og han var fortabt i isen og kunne ikke komme tilbage. Og Bob Dylan blev ved med at genopfinde alt han havde lavet. Men han kunne ikke genopfinde sit ægteskab.

6: Genfødte Dylan 1979 – 1986

Bob Dylan mødte Jesus i 1979 og lavede pladen Slow Train Coming, som Jerry Wexler producerede. Og Bob Dylan spillede gospel og han giftede sig med gospelsangeren Carolyn Dennis og fik et barn med hende, Desiree. Og Bob Dylan holdt prædikener imellem sine sange og han prædikede om apokalypsen. Og Bob Dylan abonnerede på arvesynden. Og Bob Dylan skreg igen og igen at han var frelst, men det var 80’erne og ingen blev frelst i 80’erne. Selv ikke af kærlighed.

7: 80'er-Dylan 1980 – 1988

Bob Dylan lavede en masse lortemusik i 80’erne. Og Bob Dylan lavede enkelte gode sange i 80’erne. Men Bob Dylan gav ikke mening i 80’erne. Man kan danse til Bob Dylan, men man kan ikke danse safety dance til Bob Dylan.

8: Gør Det Igen, Dylan 1989 – 2001

Bob Dylan lavede pladen Oh Mercy, som Daniel Lanois producerede, i 1989. Og Bob Dylan fandt ud af, hvordan han kunne være Bob Dylan nu og det var ved at finde det, Bob Dylan kom fra. Og Bob Dylan lavede et album med børnesange, der lignede det nonsens han plejede at sige, da han var ung. Og han spillede gamle sange, som andre havde glemt. Og han spillede nye sange med Traveling Wilburys. Og han spillede for Paven. Og han døde næsten. Og han sprang ud af sit sind helt af sig selv. Og Bob Dylan vandt en Grammy for Årets Album for første gang og han så glad ud på billederne. Og Bob Dylan var nomineret til en Oscar og Bob Dylan var på turné, for Bob Dylan var fra nu af altid på turné, så Bob Dylan var med i showet via satellit og Bob Dylan vandt og han virkede ærlig talt ret overrasket.  

9: Gamle Dylan 2001 – 2020

Bob Dylan udgav pladen Love and Theft, som han selv producerede, den 11. september 2001. Og verden blev gammel. Og han var gammel. Og han sang:

Well, I’m drivin’ in the flats in a Cadillac car

The girls all say, “You’re a worn out star”

My pockets are loaded and I’m spending every dime

How can you say you love someone else when you know it’s me all the time?

Og Bob Dylan besluttede sig for, at han ville gøre det, han ville nu, hvor han var blevet gammel. Og han havde altid været gammel. Og han havde altid været ung. Og han sang julesange og rockmusik og jazzstandarder og kom med dårlige jokes og kom med gode jokes og han var stadig den samme og han var hver dag ny og han var gammel og ung på samme tid og det er svært at få fat på Bob Dylan, men han fandt endelig ud af, at man ikke skulle have fat på Bob Dylan, men skabe ham og skabe ting og når du lytter til Bob Dylan skaber du Bob Dylan, men du skaber også dig selv og det gør han i øvrigt også.